Solnedgangskoncert
Den 15/8 byder Radar velkommen til den anden SUNSET SESSION. SUNSET SESSIONS er en række koncerter præsenteret med Aarhusianske kulturaktører, der I samspil med omgivelserne i As Seen Below forener oplevelsen af lyd, lys, rum og tid.
“Circular” forbinder den elektroniske komponist og lydkunstner Sophia Sagaradze med sanger, multiinstrumentalist og komponist Zeki Jindyl i en enestående koncert, der væver begge kunstneres originale materiale sammen i forbindelse med indvielsen af “As Seen Below - The Dome, a Skyspace by James Turrell” på ARoS.
“Circular” udfolder sig som en kunstnerisk dialog, undersøger relationers forbindelser og brud. Et nænsomt og brutalt insisterende livtag med eksistensens tvetydighed — og en erkendelse af, at selv i dybe, mørke afgrunde, rejser poetiske livstegn sig, som siden udfolder en forståelse af livet i sin helhed. Som når aftensolen sænker sig og himlen brænder ud, for derefter at erstattes af mørket, hvis dybeste skygger igen viger for den brændende morgensol - livets cirkulære grundpræmis.
Kunstnermødet er initieret af Radar. Radar er et spillested i Aarhus, der præsenterer et bredt udbud af musikgenrer med både lokale, nationale og internationale artister, og et særligt fokus på det eksperimenterende og alternative. Radar interesserer sig for krydsfelterne mellem musik og andre kunstarter og for at eksperimentere med koncert- og præsentationsformater
Koncerten foregår i As Seen Below, The Dome
Længde: 43 min
Praktiske oplysninger
- Der er begrænsede pladser. Reservér plads til 40 kr.
- Mødested: As Seen Below, udgang via. Niv. 3
Har du ikke årskort skal du huske at købe entré til museet.
Køb din entrébillet her Læs mere om As Seen Below